Startup hyrede ham efter 18 år i Novo Nordisk: Nu vil han skabe raketvækst på fedt til bryster

Stem Medical vil erstatte brystimplantater med en stamcellebaseret løsning – nye investorer skal sikre europæisk udrulning

Stem Medical tilbyder kosmetiske brystforøgelser med ens egne fedtstamceller og regner med, at det på sigt vil erstatte implantater. Foto: Esther Kofoed Sørensen Foto: Esther Kofoed Sørensen
Markedet for brystoperationer er gigantisk, og danske Stem Medical ser høj vækst forude, hvis virksomheden bare kan snuppe en enkelt procent af markedet.

“ Når vi spoler nogle årtier frem, er det svært at forestille sig, at nogen vil have silikoneimplantater “

Klaus Langhoff-Roos, adm. direktør, StemMedical

Virksomheden antager, at kvinder, der ønsker en brystforstørrelse, hellere vil have en naturlig løsning, og Stem Medical har fundet en metode, hvor man bruger kroppens egne fedtstamceller.

Idéen blev undfanget for mere end ti år siden, og siden har de tre stiftere arbejdet på at finde formlen til at dyrke nok celler, til behandlingen virker. Den blev fundet i 2019, og ambitionerne var enorme med planer om stor vækst i USA lige om hjørnet.

Så kom pandemien. Den bremsede fremmarchen, og ledelsen måtte erkende, at der ikke kunne køres så mange projekter parallelt.

“Vi gik fra at være en meget ambitiøs startup, der ville tage hele verden, til i en periode at fokusere på én ting. Og det er at kunne producere i skala, så vi kan tjene penge på vores behandling. Det er vi lykkedes med,” siger Klaus Langhoff-Roos, adm. direktør i Stem Medical.

Han blev hyret sidste sommer fra Novo Nordisk, hvor han var i 18 år, senest med kommercielt ansvar inden for netop celleterapi, hvor den kommercielle udsigt ligger længere ude i fremtiden – mens Stem Medical står på tærsklen til en europæisk udrulning.

“Det kunne jeg ikke lade være med at blive enormt fascineret over,” siger Klaus Langhoff-Roos.

Stem Medical hed oprindeligt Stemform og var fokuseret på kosmetisk brug af celleterapien, men nu er selskabet delt i to, hvor en mere langsigtet biotekdivision arbejder på at udnytte stamceller til behandling af slidgigt, mens den kosmetiske del fortsat går under navnet Stemform.

Ny kapital

Lige nu er selskabet i gang med at rejse mere end 100 mio. kr. til den videre udvikling – mere præcist 15 mio. euro oven i de 12 mio. euro, som er investeret i selskabet indtil videre. Halvdelen er sikret hos en venturefond, som topchefen ikke vil sætte navn på.

“Vi vil have en eller to investorer mere til at stå for den anden halvdel af beløbet,” siger han samtidigt.

Pengene skal finansiere lanceringen i Storbritannien og Nordeuropa samt de første kliniske forsøg med celleterapi i slidgigt. Laboratoriet skal udvides, så det kan håndtere 600 behandlinger årligt mod 20 i dag, senest i 2024.

Det skal øges endnu engang, så der potentialet kan laves 7000 behandlinger fra 2026.

“Vi vil gerne vise noget i Storbritannien, for det er et stort marked for kosmetisk kirurgi, og kan du vise noget der, så er det kopierbart i andre markeder og regioner,” siger Klaus Langhoff-Roos.

150 mia. kr. ventes markedet for brystoperationer at være værd i 2030

Ifølge Stem Medical vil der være omtrent 1,7 mio. brystoperationer i EU og USA samlet i 2030.

“Vi satser konservativt på, at 1 pct. af disse er Stemform i 2030, svarende til en omsætning på 200 mio. euro,” siger Klaus Langhoff-Roos, der forklarer, at det svarer til, at 10 pct. af plastikkirurgerne laver en Stemform-operation på hver tiende af deres patienter.

Naturlig løsning

I de kliniske forsøg, der bakker op om selskabets behandling, har man vist, at 80 pct. af de celler, der benyttes til at opbygge brystet, overlever på sigt.I forsøg med de patienter, der siden har fået foretaget behandlingen, er cellernes overlevelse endnu bedre.

På etårs horisont har Stem Medical oplevet, at på de fleste patienter, som er behandlet, overlever samtlige fedtceller, fortæller Klaus Langhoff-Roos, der oplyser, at selskabet vil følge patienterne i fem-ti år for at få flere data.

“Når vi spoler nogle årtier frem, er det svært at forestille sig, at nogen vil have silikoneimplantater,” siger Klaus Langhoff-Roos, der vurderer, at Stem Medical er de første i verden med denne type behandling på markedet.

Slidgigt

Mens fokus i de første år vil være på brystforstørrende behandlinger, vil selskabet på sigt udvide behandlingen til at omfatte rekonstruktion flere steder på kroppen, ligesom der nu indledes forsøg med en stamcellebehandling af slidgigt.

Stamceller fra fedtvævet kan potentielt have en gavnlig effekt på slidgigt, og det samme kan være tilfældet for behandling med rent fedt. Stem Medical vil kombinere de to behandlinger, fedt tilsat opformerede stamceller fra fedtvævet.

“Vi er ikke den rette leder af det terapeutiske ben, når vi når til et fase 3-studie. Det er klassisk biotek, hvor vi skal finansiere fase 1 og fase 2, og så skal Big Pharma overtage det eller videreføre det som partner,” siger Klaus Langhoff-Roos.

Slidgigt rammer omtrent 9 pct. af alle voksne, og i dag er der kun symptombehandling til rådighed. Stem Medical håber, at en øget koncentration af stamceller beriget med fedt kan føre til en funktionsforbedring for de berørte.